En klassisk Jussi krimi med kvalitet

I frygt for at blive fordømt af litteraterne og blive bortvist fra dette fine selskab for altid, på grund af deres (ubegrundede?)  had mod den ellers utroligt indbringende og populær krimigenre, vil jeg nu kaste mig ud i en anmeldelse af et værk, der om nogen kan placeres i boksen ’krimi’ – og jeg kan allerede sige, at denne anmeldelse af ’Marco Effekten’ vil ende ud i en positiv svada om spænding og underholdning.

Denne bog er den femte bog (af i alt 10) i serien om Carl Mørck og hans arbejde i afdeling Q. Hans to medhjælpere indvandreren Assad, som med sin mystiske fortid, sjove accent og misforståelser af det danske sprog, samt Rosa (eller Yrsa?) en sær kvinde med personlighedsspaltning, sørger for, at Carl ikke kommer til at kede sig.

Vi er tidligere i serien af krimibøger fra Jussi Adler-Olsen blevet præsenteret for en gedigen omgang krimi om kvinder i bure, rige fasandræbere, autistiske børn fanget i træhytter og ikke mindst ondskabsfulde læger, der sterilisere ustabile kvinder. Denne gange møder vi sigøjnerdrengen Marco, som lever i et netværk af børnetiggere og lommetyv, alt samme styret af den kontante og ”farlige” Zola, en leder man ikke ønsker at modsige.

Samtidig er en af ministeriets embedsmænd i fælleskab med en korrupt bankbestyrelse i gang med noget snavs om snyd med donations penge og underslæb.

Disse to plot bliver kombineret i et drab, og Marco støder på liget af den myrdede i  sin flugt fra Zola og hans tyranni. Dette bliver en sag for Carl Mørck, som handler om afrikanske pygmæer, kærlighed til familien og viljen til at bryd med den sociale arv. Med lidt snyd ender Carl også med at give de rette personer en mulighed for at leve deres liv videre, og gøre det de drømmer om at gøre.

Jussis fantastiske måde at skrive på gør, at man lever sig ind i Carl Mørcks københavnske univers, hvor de onde jagter de gode, og Carl skal kæmpe mod tiden for at redde disse

Jussis hårde researcharbejde og den flid, som går forud for hans skrivearbejde, betaler sig og giver en bog, som med ægte fakta nærmest synes at være en realistisk fremstilling af det danske kriminelle miljø.

Marco Effekten giver én kriller i fingerspidserne, og spændingen gør man har svært ved at slippe de lidt over 500 velskrevet sider.

Efter fire fantastiske krimier fra Jussi, ville det synes at være noget af en opgave for den danske anmelderroste forfatter og vinder af de gyldne laurbær, at skrive en bog, der kan leve op til Jussis standart. Men efter at have læst ’Marco Effekten’ er jeg ikke i tvivl om, at de sidste fem bøger i Afdeling Q-serien, som endnu mangler at blive udgivet, bliver af samme standart som de første fem.  

Mestergeniet Moriarty

Sir Arthur Conan Doyles detektiv-figur Sherlock er blevet verdensberømt. Conan Doyle udgav i løbet af sit liv i alt 56 forskellige noveller og romaner om Sherlock og hans tro følgesvend John Watson og deres oplevelser som ”freelance” detektiver. De første mange Sherlock-eventyr blev udgivet i aviserne, og det er først senere, at disse fortællinger udkom i bogform.

Utallige serier og film er inspireret eller direkte skrevet på baggrund af handlingerne i Conan Doyles udgivelser.

Sherlock er et geni, og hans nærmest autistiske måde at se verden på gør, at han har et talent, der kan bruges til at redde liv og opklare mysterier, selv den ”mest erfarne” politibetjent ikke kan gøre. Sherlocks direkte modstykke, et menneske, som er et lige så stort geni som  ham selv, men blot bruger sin viden i ondskabens tjeneste, er Professor James Moriarty – som utallige gange er blevet betegnet som Sherlocks ærkefjende nummer et. Sherlock Holmes beskriver selv Moriarty som ”the Napoleon of Crimes”. Men hvem er denne Moriarty? Hvilken rolle har han spillet i alle Sherlock-inspirerede udgivelser både Conan Doyles egne, men også senere udgivelser, film og serier? Og ikke mindst, hvilken skuespiller er den ideelle til at spille den nærmest psykopatiske Professor Moriarty?

Det første møde

Den første gang befolkningen mødte Moriarty var i Conan Doyles ”The Final Problem” fra 1893. Denne udgivelse beskrev, hvordan helten Sherlock i mødet med Moriarty må dø. Sherlock har i flere måneder søgt efter det onde mestergeni og hans enorme organisation af organiseret kriminalitet. Allerede i starten af udgivelsen bliver Sherlock forsøgt dræbt af Moriarty hele tre gange, da Moriarty ønsker, at Sherlock skal stoppe sine undersøgelser af  hans kriminelle netværk. Hele Sherlocks undersøgelse af Moriartys gerninger og Moriartys konstante forsøg på at stoppe disse undersøgelser kulminerer i en kamp om døden mellem de to ved et vandfald i Schweiz. Begge kamphaner falder ned af vandfaldet mod det, der øjensynligt vil være deres død.

I udgivelsen fra 1914 ”The Valley of Fear” spiller Moriarty også en stor rolle. Denne udgivelse er placeret før handlingerne i ”The Final Problem”. Moriartys plot i denne historie er et sideplot til det egentlige hovedplot, da udgivelsen handler om en af personerne, som er en del af Moriartys kriminelle netværk. Dette er de eneste to bøger skrevet af Conan Doyle, hvor Professor Moriarty har en stor rolle og stor betydning for historiens plot – men Moriarty er nævnt flere gange i andre udgivelser også, på en måde hvor læseren får indtryk af, at Professoren har indflydelse på mange af de kriminelle handlinger, der foregår i det Sherlock Holmske univers.

Hvem er manden?

Moriarty er en meget ambitiøs mand med selvtilliden i orden, som på trods af stor respekt for Sherlock Holmes’ intelligens, stadig mener han kan udkonkurrere ham. Han er en mand med et hidsigt temperament, hvilket betyder, at det er nemt for ham at vinde mennesker over på hans side, og dette er grunden til, at han har skabt dette enorme netværk af organiseret kriminalitet, som alt sammen gavner ham selv i sidste ende. I Conan Doyles originale beskrivelse af Professor Moriarty, har han en ”høj, nærmest deform pande”, et tegn på hans høje intellekt.

Man mener, at grunde til, at Conan Doyle skabte karakteren, var at han skulle være den eneste, som var mere intelligent end Sherlock, og derfor havde mulighed for at overvinde ham. Det var meningen, at Conan ”The Final Problem” skulle være Doyles sidste Sherlock-eventyr, og derfor skulle han skabe en karakter, der på en troværdig måde kunne tage livet af Sherlock Holmes, derfor skulle Moriarty være meget intellektuel. Men på grund af stor efterspørgsel og nærmest et oprør mod Conan Doyles valg om at stoppe Sherlock Holmes serien, måtte han genoptage historierne.

Virkelighedens Moriarty

Sherlock Holmes entusiaster har spekuleret i , at Professor Moriartys karakter er inspireret af ægte kriminelle genier, som levede i England, da bøgerne blev skrevet. De mener. at astronomen Simon Newcombs liv i høj grad kan sammenlignes med det af Moriarty. Newcomb var et geni med mange talenter,  men især inden for matematikken. Han brugte sin kloghed til at ødelægge sine konkurrenters ry. 

Men også den amerikanske Adam Worth, er blevet nævnt som inspirationskilden til Moriarty-karakteren. Grunden til dette var, at en Scotland Yard detektiv beskrev ham som ”the Napoleon of the Criminal World” – et sætning, som ligner den sætning Sherlock bruger til at beskrive Moriarty i ”The Final Problem”. Worth var småkriminel i New Yorks gader, men da han kom til England kravlede han op ad rangstien. Da han kom til London, blev han en del af det finere selskab og begyndte at skabe et kriminelt netværk af organiserede røverier.

Moriarty- skuespillerne

Efter bogsucceserne gik der nogle år, før man med inspiration fra bøgerne lavede radioprogrammer, film og serier. Både prominente og mere ukendte skuespiller har spillet rollen som Moriarty. Nogle har gjort det godt, mens andre har skrevet sig ind i historien med formidable skuespillerpræsentationer som det psykopatiske mestergeni.

Geroge Zucco i rollen som Moriarty

Første gang man oplevede Professor Moriarty i et andet medie end bøgerne var i 1916 i en stumfilm baseret på bogen ”The Valley of Fear”. En del film baseret på detektiveventyret blev lavet i de næste år. Men en skuespiller værd at notere sig var George Zucco, som i 1939 i filmen ”The Adventures of Sherlock Holmes” spillede rollen som Moriarty. Zucco, en engelsk skuespiller, nåede at være med i 96 film, og han er især kendt for sine roller som skurken i mange af disse. Hans fremstilling af Moriarty har for fremtidige skuespillere været en stor inspiration, fordi han spiller rollen med stor overlegenhed.

Orson Welles

I radiospillet fra 1950’erne, spille Orson Welles Moriarty i fremførelsen af ”The Final Problem”. Orson Welles var perfekt i rollen, fordi hans mørke stemme passede perfekt til Moriartys mystisk sind.

I 1985 udkom filmen ”Young Sherlock Holmes and the Pyramides of Fear”, en film baseret på Conan Doyles karakterer, men plottet selvopfundet af Chris Columbus og instrueret af Spielberg. I filmen møder vi Sherlock i hans unge år på skolen, hvor han bliver uddannet af professor Rathe, spillet af Anthony Higgins. I slutningen af filmen finder man ud af, at Professor Rathe faktisk er Moriarty. Rathe/Moriarty er spillet på en meget direkte og konfronterende måde, hvilket har været bemærket i Sherlock Holmes historie.

Anthony Higgins i rollen som Moriarty

I TV-serien fra 1984 ”The Adventures of Sherlock Holmes”, med i alt 41 afsnit om Sherlock Holmes’ eventyr, er det den engelske skuespiller Eric Porter, som spiller ærkefjenden Moriarty. Dette var den serie baseret på Conan Doyles Sherlock Holmes, som frem til 2011 var den bedst kendte og genudsendt flest gange verden rundt. Eric Porters udseende i serien, ligner i høj grad den Moriarty, som blev tegnet til de originale udgivelser i aviserne.

I 2009 var det Hollywoods tur til at tage det Sherlock Holmske univers til sig, i en film instrueret Guy Ritchie. I rollen som den hårdtslående Sherlock finder man Robert Downey Jr., mens hans følgesvend Watson bliver spillet af Jude Law. Disse Hollywoodfilm er løst inspireret af de originale bøger. Allerede i første film får man kendskab til Moriarty, men hans udseende forbliver frem til anden film ukendt. I ”Sherlock Holm 2: Game of Shadows”, ser man Moriarty spillet af Jared Harris, en forholdsvis ukendt skuespiller i Hollywood, der formår at give karakteren den specielle følelse af, at han er farlig, mens han fremtræder meget kølig og kalkulerende.

Jared Harris i rollen som Moriarty

Fremtidens Moriarty

I juli 2010 blev første afsnit af BBC nye Sherlock Holmes serie sendt for første gang. Serien hedder ”Sherlock” og er skrevet af Mark Gatiss og Steven Moffat, som begge er kendte manuskriptforfattere mest kendt for deres plads på holdet af ”Dr. Who” forfattere. Serien placerer Sherlock Holmes og John Watson i nutidens London, og man ser en Sherlock benytte sig af den moderne teknologi. Denne nutidens Sherlock er stadig et mestergeni og betegnes i serien som autistisk. Adaptionen er perfekt udført, og ingenting er ødelagt af, at det Sherlock Holmske univers er placeret i London i det 21. århundrede.

I de to sæsoner, der allerede er blevet lavet, ved man, at det er Moriarty (som i denne serie hedder det mindre formelle Jim Moriarty) står bag det meste af den kriminalitet, som Sherlock skal opklare. Jim Moriarty som spilles af fantastiske Andrew Scott, er fascineret over Sherlocks intelligente sind, og nyder, at der findes en person, han kan give mysterier og gåder og derfor underholde sig selv på denne måde.  Jim Moriarty er i denne nye Sherlock-serie betegnet som en farlig sociopat.

Jeg bryder her alle journalistiske regler, når jeg siger, at det er Jim Moriarty, denne nutidens Moriarty, som jeg klart foretrækker. Hans kolde kølige nærmest stirrende blik og hans legende måde at bruge sin stemme på viser, hvor psykopatisk dette kriminelle geni egentlig er. Han gør mig bange, samtidig med, at hans velklædende jakkesæt giver ham et sofistikeret look, der indikerer, at han har styr på sagerne - og gør ham nærmest lækker. I serien betegner han også sig selv som "Mr. sex".

Andrew Scott i rollen som Moriarty

Moriarty er siden han første gang blev præsenteret for befolkningen, været en vigtig del af det Sherlock Holmeske univers. Mange skuespillere har på hver deres måde forsøgt at portrættere det farlige og kalkulerende mestergeni Moriarty. Dette var blot en lille del af de skuespillere, som har påtaget sig opgaven, men dem som har haft størst indflydelse på lytterne og seerne. 

Snobberne, nu også i bogform

Mini-anmeldelse

 Snobberne Frits og Poul fra DR2 satire programmet ’Rytteriet’ har sammen med journalist Søren Anker Madsen lavet en samtalebog. Her tager snobberne stilling til livets helt store spørgsmål, sex og fattige mennesker.

Luksuslivet på Strandvejen med havudsigt og ikke mindst økonomisk frihed kan være vanskeligt og besværligt at administrere, men Frits og Poul har hinanden og engang i mellem deres mange forskellige koner, de ikke rigtig husker navnene på.

Deres au-pair piger står for husholdningen og tilfredsstillelsen af  de to snobber. Desværre ældes disse au-pairs, og når de overskrider en vis alder, bliver snobberne nødt til at afskedige pigerne og finde nyere modeller.

Samtalebogen med de herlige billeder af Frits og Poul i hverdagssituationer sammen med deres smukke unge au-pairs, giver et godt indblik i rigmandslivet.

Samtalebogen er ligeså underholdende som at se snobberne på tv. Deres kommentarer til de ”fattige” menneskers levemåde og deres uforstående holdning overfor politik, arbejdsmarkedet og pengemangel, får en til at grine højlydt. 

Som en lille bonus vil man bagerst i bogen finde lege, klippe-klister-mønstre og quizzer i rigtig Frits og Poul stil.

Er man vild med Rytteriets snobber Frits og Poul på tv, vil man være lige så vild med dem i bogform. 

Harry Potter og det nazistiske perspektiv?

I denne opgave vil jeg tage udgangspunkt i en af verdens mest kendte litterære værker for børn og unge. De syv bøger, som Harry Potter serien spænder sig over, er skrevet af britiske J. K. Rowling, og hun er blevet en ”darling” inden for fantasybøgernes verden. Er bøgernes intension lige at gå til eller kan man finde skjulte referencer gemt bag den magiske facade? Er Harry Potter blot en fortælling om drengen, der blev troldmand, eller har Rowling hentet inspiration fra tidligere tiders ideologiske kampe?

Børne- og ungdomslitteratur har ændret sig gennem tiderne. Fra at være dannende i 1700 og 1800 tallet til at have mere fokus på det æstetiske jo tættere, at man kommer på nutiden. Men det, der går igen i det meste børne- og ungdomslitteratur, lige fra dets oprindelse og til i dag, er, at litteraturen spejler sig i den samtid, som den er skrevet i. Om det er en negativ eller positiv tilgang til sin samtid er forskelligt; men børne- og ungdomslitteraturen refererer til den verden og til den kultur, som læserne, altså barnet eller den unge, lever i. ”Children’s litterature tends to be a largely ideologically conservative genre in that it often upholds the value of the culture in which it is produced and consumed as part of an inherently didactic agenda” (E. Parsons, 2011, s. 114). Ordet ideologi har forskellige betydninger. Ideologi kan både betyde en politisk holdning eller en grundlæggende og omfattende samfundsopfattelse, hvor man ofte ser, at den politiske ideologi er en del af denne. I denne opgave ser jeg netop på den grundlæggende samfundsopfattelse, hvor den politiske ideologi spiller en rolle. Der er selvfølgelig altid undtagelser til reglen om, at børne- og ungdomslitteratur er belærende og indeholde referencer til samfundsopfattelsen; men opgaven afgrænses til at se på litteratur, der indeholder ideologiske tendenser.

Børn og unge bliver, igennem den litteratur, som de læser, uanset om det er billedbøger eller ungdomsromaner, introduceret til de holdninger, som er gældende i den kultur, de er født ind i. Hovedpersoner i fortællinger har værdier eller tilegner sig værdier, som er anset for at være hovedværdierne for den kultur, som litteraturen er skrevet ind i. ”… a story usually rewards or celebrates a character because he or she is acting (or learns to act) in line with the kind of values expoused by the empowered adult culture.” (E. Parsons, 2011, s. 114).
Det er ikke kun den gældende samfundsopfattelse, der bliver givet udtryk for  i børne- og ungdomslitteraturen. Også tidligere tiders ideologiske kampe bliver inddraget og bliver sat i spil i forhold til samtidens holdning for at beskrive, hvad der er rigtigt og forkert. Hvilke holdninger vil man i dag se som grotesk og forbudt? Litteraturen for de yngste, syntes at belære sin læser om dette spørgsmål.
Nazismen på Hogwarts 
Den største børne- og ungdomsbogs succes i nyere tid syntes meget simpel i sin opbygning. Den beskriver Voldemorts tilbagevenden fra ”døden” og hans ønske om at overtage den magiske verden. Den beskriver helten Harry Potters opvækst fra dreng til mand og hans kamp mod Voldemort. Harry Potter vinder i sidste ende kampen mod Voldemort, sammen med sine venner på Hogwarts. Dette bliver gjort ved hjælp af sammenhold, kærlighed og mod.

Man vil, selv med begrænset viden om historiens gang, hurtigt se en lighed mellem Voldemorts ønske om at overtage den magiske verden og hans ønske om at ”rense” den, og de voldsomme begivenheder, som fandt sted i store dele af Europa i mellem 1939 og 1945. I denne del af opgaven vil jeg analysere ligheden mellem Voldemorts kamp og Hitlers udrensning af jøder under anden verdenskrig. Umiddelbart ses ligheden hurtigt.

”While magic remains central to the world in which Harry moves, the delight in magic for its own sake has given way to larger questions about the uses to which magic should be put, and, more important, to the way the magical world is organized…” (N. Chevalier, 2005).

Den aldersgruppe, som bøgerne er henvendt til (børn op til 13 år), vil umiddelbart ikke forstå referencen til anden verdenskrig. For dem er det blot historien om Voldemort, magikeren, som blev ond. De forstår etikken og moralen i historien ud fra deres konkrete tilgang til at læse historien. Børn i den aldersgruppe er først i gang med at udvikle deres færdigheder i forhold til abstrakt tænkning.

Hitlers incitament til at starte anden verdenskrig, var udrenselse af jøderne, altså den beskidte race og den ariske races fremme – den rene ”nordiske” race; dette skete ved hjælp fra hans hær Wehrmacht. I Harry Potter bøgerne indleder Voldemort (også kaldet Tom Riddle) en kamp mod Ministeriet for Magi, for at overtage den magiske verden. Hans ønske er at rense den magiske verden for mudbloods og mugglere - og senere udrydde den almindelige menneskelige race.

”[…]the Potter novels look back in their consideration of issues of political justice and the question of how individual ethical choices can be located in a secular world view that promotes power over the natural world as its primary defining characteristic.” (N. Chevalier, 2005).

Denne kamp og udrenselse sker med hjælp fra Voldemorts hær, kaldt Death Eaters. Harry møder for første gang disse Death Eaters i bog fire, da disse angriber uskyldige mugglere. “’Death Eaters?’ said Harry. ‘What are Death Eaters?’. ‘It’s what You-Know-Who’s supporters called themselves’… ‘What were You-Know-Who’s supporters up to, levitating Muggles? I mean, what was the point?” (J.K. Rowling, s. 159).

Den lavstammede Hitler, som med sit sorte hår (det modsatte af, hvad den ariske race netop så ud), menes at have en familiær relation til jøderne, hvis man skal tro de rygter, som siden 1920’erne har floreret. Rygterne siger, at Hitlers bedstemor skulle være jøde. Dette gør hans handlinger under anden verdenskrig bemærkelsesværdig. Ser man på Voldemort, Harry Potter seriens ”Hitler”, kæmper han også imod sin egen ”race”. Voldemort var selv en mudblood. Hans Mor, Merope Gaunt, var magisk, hun forelskede sig i en muggler, og ved hjælp af en Love Potion, fik en forhold til ham. Her ses, at Hitler og Voldemort begge kæmper for at udrense sin egen ”race”.

Men allerede inden Voldemort intensiverede kampen mod de ” urene” mennesker, ses en lighed mellem Nazi Tyskland og den magiske verden. Anden verdenskrig startede omkring 1939, en ”generation” (21 år) efter første verdenskrig sluttede. Da krigen mod Voldemort starter for alvor i bog 7, er der gået (ca.) en generation, siden Harrys forældre bliver dræbt af Voldemort selv, hvilket betød, at Voldemort selv ”døde”. Voldemort syntes at forsvinde, efter det, der lignede hans død i Lily og James Potters (Harrys forældre) hus, men han levede videre – men blot som en ånd. Voldemort udtænker sin plan om at overtage den magiske verden og efterhånden også den virkelige verden, mens han igennem mange år, samler styrke og viden om at vende tilbage til verdenen i fysisk form. Hitler sad i fængsel i nogle måneder 1933, efter at have stormet han politiske modstanders tale. Under fængselsopholdet fastsatte Hitler endelige hans politiske holdninger, dem der lå til grund for anden verdenskrig.

I 1940, bliver den britiske premiereminister Chamberlain, som blev set som en ”svag” minister i den tid, som han regerede, erstattet med den mere karismatiske og stærkere Winston Churchill. I Harry Potter seriens første 5 bøger er det Cornelius Fudge, der er den siddende minister for magi. Han bliver af mange i det magiske samfund anset for at være en svag minister, da han adskillige gang træffer tvivlsomme beslutninger. Bl.a. i bog to, hvor han er med til at anholde Hogwarts’ nøglebærer Rubeus Hagrid for en forbrydelse, han ikke har begået, blot for at signalere til det magiske samfund, at han ”gør noget” ved sagen. Da Voldemort vender tilbage til verden i menneskelig form i slutningen af bog fire, nægter Fudge at tro på dette. Det er kun Harry og nogle få Death Eaters, som så Voldemorts tilbagevenden. Fudge hænger Harry ud (bog fem) i den magiske verden for at være en løgner. I virkeligheden er Fudge bange for Voldemort og frygter for sin position vil blive taget. ”’… it seems he’s [Fudge] become fond of power, and much more confident. He loves being the Minister of Magic and he’s managed to convince himself that he’s the clever one…’” ( J.K. Rowling, s. 109). I bog seks bliver Fudge skiftet ud med den langt mere stålfaste Rufus Scrimgeour.

Efter Voldemort og hans Death Eaters overtager regeringen i bog syv, og derfor kontrollen over den magiske verden, intensiveres deres kamp om at udrydde de ”beskidte” racer. Dette sker blandt andet ved, at den magiske befolkning får undersøgt deres ”blodstatus” (bog 7). Denne metode, var den samme, som blev brugt under anden verdenskrig, da de personer, man mistænkte for at have familiær relation til jøderne, fik deres ”blodstatus” undersøgt. I 1930’erne og 1940’erne, blev jøderne forbudt visse professioner, og jødiske børn blev bortvist fra ”ikke-jødiske skoler”. I Harry Potter bøgerne bliver mugglerne og mudbloods forbudt at gå på Hogwarts, og de får frataget deres tryllestave.

Ministeriet for magi starter også i bog syv propaganda, som skal tale for deres sag (Voldemorts agenda) og i mod dem, hvis blod er urent. Denne propaganda indeholder blandt andet brochure og overtag af undervisning på Hogwarts. ”[J.K. Rowling] develops the themes of power and its abuse, as seen in the control of information, the use of punishment, and the discrepancy between official truth and perceived reality.” (N. Chevalier, 2005). Dette ses blandt andet, da Harry i bog 7 infiltrerer ministeriet for magi. Her ser Harry et dusin hekse på magiske vis storproducerer brochurer. “…he [Harry] slid a completed pamphlet from the pile beside a young witch. He examined it beneath the Invisibility Cloak. Its pink cover was emblazoned with a golden title: MUDBLOODS and the Dangers They Pose to a Peaceful Pure-Blood Society.” (J.K. Rowling, s. 277). Denne form for propaganda så man også i stigende grad før og under anden verdenskrig. Her forsøgte nazisterne gennem film, plakater, bøger mv. at påvirke befolkningens holdning til jøderne.

En karakter, som igennem alle syv Harry Potter bøger, som hvis uskyld deler læsernes mening frem til slutningen af bog syv. Severus Snape fungerede som Voldemorts højre hånd, under hans første ”invasion” af den magiske verden. Efter Voldemort ”forsvandt”, tog Albus Dumbledore Snape til sig, i den overbevisning, at Snape ville være på den gode side. Selvom mange, både elever på Hogwarts samt professorer, tvivler på Snapes loyalitet til Dumbledore, står han forsat bag Snape. I bog seks syntes Snapes uskyld dog helt at forsvinde, da han indgår en aftale med Voldemort, som i sidste ende, betyder at Snape dræber Dumbledore. I bog syv ligner det, at Snapes loyalitet ligger hos Voldemort, da han overtager rektorstillingen på Hogwarts. Det er dog først til sidst, i den sidste bog, at man ser, at Snape altid har været loyal overfor Dumbledore, og at hans handlinger alle er sket på Dumbledores befaling. Snape har fungeret som spion for Dumbledore, og derfor forsat ”samarbejdet” med Voldemort. Historien om den ”gode” mand, der samarbejder med ”de onde”, i den gode sags tjeneste, er en historie, som også blev set under anden verdenskrig. Oskar Schindler, der var tysk forretningsmand, reddede omkring 1200 jøder fra døden i koncentrationslejer, ved at bestikke en SS-officer, til at flytte disse til hans fabrik i den tyskbesatte Polen.
Virkningen af ideologi i børnelitteratur

Det er tydeligt at se, at der er ideologiske træk i J.K. Rowlings magiske serie for børn. Nazismeeksemplet er blot et forslag til, hvordan de syv bøger kan læses. Dette børneværk er ikke alene om at sprede politiske budskaber. Et andet var, Winnie the Pooh, som blev skabt af A.A. Milne i 1920’erne. Disse bøger kan ses som en reference til Storbritanniens industrielle rejse, og det eventyr rejsen har ført med sig. ”Pooh reflects a disillusionment with the pre-World War I world and its leadership. It is a sustained low-key spoof on official bureaucracies, the adult world in general, and the adventure and travel tales of nineteenth century imperial Britain.” (R.B. Moynihan, 1973). Også L. Frank Baums børnebog fra år 1900, The Wonderful Wizard of Oz, synes at have reference til voksenverden og datidens politik. Karaktererne i bogen repræsenterer borgere i det samfund, som bogen er skerevet i. Fugleskræmslet kan repræsentere landmændene. Arbejderne, der bliver ansat og arbejder under vestens industrialister, kan ses afspejlet i Jernmanden, mens heksen kan tolkes som en af vestens industrielle kapitalister. 

“The Wonderful Wizard of Oz, published in 1900 by Lyman Frank Baum, is one of the best known of American children's stories, but few have given much thought to the way in which its characters and plot reflect the political and social situation of the time.” ( R.B. Moynihan, 1973)

Men hvorfor benytter børnebogsforfatterne “skjulte” ideologiske referencer? Det er klart, at der er et incitament for forfatterne til de bøger, som børn læser, til at videresende det, som forfatteren selv opfatter som sunde holdninger og rette etiske forståelse til den næste generation. Ved hjælp af ideologi og politik kan forfatterne vise børnene forskellen på rigtig og forkert, ud fra deres egen forståelse.

”Childhood is seen as the crucial formative period in the life of a human being, the time for basic education about the nature of the world, how to live in it, how to relate to other people, what to believe, what and how to think – in general, the intention is to render the world intelligible.” (Parsons 114)

Ved at vise forskellen mellem godt og ondt, set med forfatterens perspektiv, igennem brug fiktion og billedbøger m.v., får børnene en visuel oplevelse og budskabet bliver dermed målrettet deres evne, udviklingsmæssigt set, til at tilegne sig oplysninger – de indirekte budskaber lagrer sig hos børnene og kommer dermed til at være medvirkende til at skabe det enkelte barns opfattelse af etik og moral samt leveregler.

Tager man Harry Potter- serien som eksempel, bliver de onde, altså Voldemort og hans hær af Death Eaters, tydeligt portrætteret som de onde – og det er tydeligt for barnet, at det er dem, som er” umoralske”. På den anden side står Harry Potter, og ”alle de andre”, som de gode, idolerne og heltene. De bekæmper ”det onde” og har ”de rigtige” holdninger. Ved at ”skjule” dette budskab i en børnebog, som det enkelte barn kan have svært ved at gennemskue, får forfatteren ”plantet” sine budskaber om, hvordan man skal se på verden.

Men det er jo også vigtigt, at børnene tidligt lærer, hvad godt og ondt er. Hvis er barn er vokset op og løbende er introduceret til positive værdier: åbenhed, kærlighed, anerkendelse, tillid, respekt osv., vil det også blive de værdier, som personen bærer ind i voksenlivet og som personen efterlever i sin dagligdag.

“Both adults and students were acting out the values they had absorbed at an early age. And those values were taught by their own parents and in their own books. An analysis of the most popular children's literature indeed provides a magnifying glass for its society.“ (R.B. Moynihan, 1973)

Når man ser på de værdier, som Harry Potter bøgerne forsøger at skildre overfor læserne, er de universelle for hele verdenen. Etikken om, at der skal være plads til alle, uanset farve, race eller noget tredje – at man ikke må undertrykke befolkningsgrupper, er almen opfattelse for største delen af verdens befolkning. Men der findes også børnebøger, som portrætterer moral og værdi, som kun er gældende inden for bestemte samfund, eller samfundsgrupper. Disse værdier kan, for andre samfund eller samfundsgrupper, ses som noget negativt – som værdier eller holdninger, som de ikke ønsker, deres børn skal have. Derfor kan der også opstå situationer, hvor man oplever stor uenighed om, hvad og hvordan børnelitteratur er og bør være. Dette kan forårsage religiøse eller ideologiske konfilkter. ”The core conflict for the ”ideology” in children’s literature analysis is politicized around this question of values. The work becomes implicated in the so called culture wars – that is, the battle between the religious an secular conservative right versus leftists…” (E. Parsons, 2011, s. 114).

Samtidig kan det også problematiseres, at voksne mennesker forsøger at ”manipulere” deres egne – måske forkvaklede - værdier, moral og etik til børn og unge, som på grund af deres udviklingsmæssige alder, stadig, langt hen ad vejen kun evner at læse teksten ud fra en konkret opfattelse af verden. Først i starten af puberteten starter barnets udvikling af evnen til at tænke abstrakt på et højere plan, og derfor er der en risiko for at voksne forfattere manipulerer egne værdier, moral og etik ind i børnene. Der påhviler derfor forfattere et stort ansvar, etisk og moralsk, for ikke at blive manipulerende i sin litteratur.

I forhold til Harry Potter-serien, har J.K. Rowling valgt temaet med kampen mellem det gode og det onde. Det vil selv mindre børn kunne forstå, og det vil være en positiv påvirkning af deres dannelse af fremtidige værdier, etik og moral. Problemet opstår, når en forfatter har kontroversielle synspunkter, som integreres i børne- og ungdomslitteraturen og skjult forsøger at påvirke sine unge læsere og at disse tager oplysningerne for pålydende, på grund af deres udviklingsmæssige alder.

Fra tid til anden sker det, at en forfatter udgiver en børnebog, som tager alternative emner op. Mange læseres opfattelse af småbørnslitteraturen er, at den ikke er specielt kontroversielt, da det netop er litteratur for de mindste. Et eksempel på en børnebog, der netop tager nogle af de mere kontroversielle værdier op, kommer fra danske Hans Otto Jørgensen og hans børnebog Vand, blod, tis og maskiner. Bogen indeholder mange små fortællinger om ulykker. I bogen møder man børn, der kommer ud for ulykker eller selv skaber dem. Fortællingerne er skildret koldt og kynisk, uden filter.

Harry Potters ideologiske træk og den morale, den forsøger at skildre, er accepteret af den brede befolkning, fordi den netop viser hvem, der er de gode og hvem, der er de onde. Harry Potter er i den forstand meget sort og hvid i sin skildring, og den bliver serveret på en spændende og derfor appetitlig måde. Til sammenligning er Hans Otto Jørgensens historier meget direkte i sin beskrivelse og det kan virke voldsomt på børnene. Ideologien og moralen er afvigende, hvilket gør værket kontroversiel. Børn bliver beskrevet i situationer de færreste ønsker at se dem i.

Dog kan det kontroversielle også vurderes som noget positivt. De mere kontroversielle forfattere fremstiller ”verden” for barnet uden filter, og samtidigt uden for mange egne underliggende værdier, moral og etik  – det gør, at læserens konkrete tankegang i barne- ungdomsårene kan få viden om den verden, som vi befinder os i – både set i forhold til skøn- og faglitteratur.

Konklusion

Børnelitteratur er ikke blot æstetiske værker, der er til for at fornøje de mindste. Børnebogsforfatterne har ofte en agenda og bruger børnelitteraturen på en belærende måde. Igennem fortællingens indhold, beskrivelse af helte og skurke, videregiver børnebogsforfatterne værdier og moraler til deres læsere. Disse værdier kan være globalt gældende eller gældende indenfor et samfund eller blot en samfundsgruppe.

Et eksempel på en bog, hvor de værdier, der videregives, er globalt gældende, er J.K. Rowlings fantasyserie om troldmanden Harry Potter og hans venner og deres kamp imod den onde Voldemort. Ved at læse serien, vil den opmærksomme læser kunne finde associationer til de forbrydelser Hitler gav ordrer til under anden verdenskrig. Voldemorts ønske om at udrydde de urene, altså mudbloods og mugglers, ligner til forveksling Hitlers ønske om at udrydde jøderne. Der er samtidig andre ligheder, blandt andet Severus Snapes loyalitet, som kan associeres til Schindler og det store arbejde, som han gjorde for at redde mange jøder.

Årsagen til, at J.K. Rowling og andre børnebogsforfatter ”imellem linjerne” indskriver ideologiske synspunkter, er for at vise læserne, hvad der er de rigtige værdier og, hvad de forkerte værdier er. J.K. Rowling forsøger at fortælle sin målgruppe, at man skal være åben overfor andre mennesker og at undertrykkelse ikke er acceptabel.

Igennem børnelitteraturen bliver værdier og moraler leveret på en spændende og underholdende måde for børnene. Målgruppen opfanger ikke selv, at der er en moralprædiken, men får stadig fornemmelsen af, hvem de onde er, og hvad de gør forkert.

Ved at tilskrive børnelitteraturen bestemte værdier, får børnene allerede fra en tidlig alder en idé om, hvordan man i et samfund skal opføre sig og behandle andre. Dog har denne brug af værdibaserede referencer også sine ulemper. De samme værdier er ikke altid gældende i alle samfund til enhver tid. En børnebog, hvor en bestemt værdi hyldes, vil kunne skabe problemer i et samfund eller hos en samfundsgruppe, hvor samme værdi ikke er en den af deres forståelse. Dette kan skabe konflikter. I forhold til Harry Potter serien, handler det om en underkastelse af en bestemt befolkningsgruppe, som bliver gjort til skamme.  En holdning, som er meget fremherskende i det meste af verden. 

Litteraturliste

Chevalier, Noel. 2005.The Liberty Tree and the Whomping Willow: Political Justice, Magical Science, and Harry Potter. Lion and the Unicorn: A Critical Journal of Children’s Literature. Vol. 29, Iss. 3, pg. 397.

Moynihan, Ruth B. 1973. Ideologies in children’s literature: some preliminary notes. Children’s Literature. Vol. 2.

Parsons, Elizabeth. 2011. Ideology. Keywords for Children’s Literature. Editor: Philip Nel & Lissa Paul. New York University Press.

Rowling, J.K. 2004. Harry Potter and the Philosopher’s Stone. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog et)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the Chamber of Secrets. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog to)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the Prisoner of Azkaban. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog tre)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the Goblet of Fire. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog fire)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the order of the Phoenix. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog fem)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the Half-blood Prince. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog seks)

Rowling, J.K.2004. Harry Potter and the Deathly Hallows. Bloomsbury Publishing PLC. (Bog syv)