
Utallige serier og film er inspireret eller direkte skrevet
på baggrund af handlingerne i Conan Doyles udgivelser.
Sherlock er et geni, og hans nærmest autistiske måde at se
verden på gør, at han har et talent, der kan bruges til at redde liv og opklare
mysterier, selv den ”mest erfarne” politibetjent ikke kan gøre. Sherlocks
direkte modstykke, et menneske, som er et lige så stort geni som ham selv, men blot bruger sin viden i
ondskabens tjeneste, er Professor James Moriarty – som utallige gange er blevet
betegnet som Sherlocks ærkefjende nummer et. Sherlock Holmes beskriver selv Moriarty som ”the Napoleon of Crimes”. Men
hvem er denne Moriarty? Hvilken rolle har han spillet i alle Sherlock-inspirerede
udgivelser både Conan Doyles egne, men også senere udgivelser, film og serier?
Og ikke mindst, hvilken skuespiller er den ideelle til at spille den nærmest
psykopatiske Professor Moriarty?
Det første møde
Den første gang befolkningen mødte Moriarty var i Conan
Doyles ”The Final Problem” fra 1893. Denne udgivelse beskrev, hvordan helten
Sherlock i mødet med Moriarty må dø. Sherlock har i flere måneder søgt efter
det onde mestergeni og hans enorme organisation af organiseret kriminalitet.
Allerede i starten af udgivelsen bliver Sherlock forsøgt dræbt af Moriarty hele
tre gange, da Moriarty ønsker, at Sherlock skal stoppe sine undersøgelser af hans kriminelle netværk. Hele Sherlocks
undersøgelse af Moriartys gerninger og Moriartys konstante forsøg på at stoppe
disse undersøgelser kulminerer i en kamp om døden mellem de to ved et vandfald
i Schweiz. Begge kamphaner falder ned af vandfaldet mod det, der øjensynligt
vil være deres død.
I udgivelsen fra 1914 ”The Valley of Fear” spiller Moriarty
også en stor rolle. Denne udgivelse er placeret før handlingerne i ”The Final
Problem”. Moriartys plot i denne historie er et sideplot til det egentlige
hovedplot, da udgivelsen handler om en af personerne, som er en del af
Moriartys kriminelle netværk. Dette er de eneste to bøger skrevet af Conan
Doyle, hvor Professor Moriarty har en stor rolle og stor betydning for
historiens plot – men Moriarty er nævnt flere gange i andre udgivelser også, på
en måde hvor læseren får indtryk af, at Professoren har indflydelse på mange af
de kriminelle handlinger, der foregår i det Sherlock Holmske univers.
Hvem er manden?
Moriarty er en meget ambitiøs mand med selvtilliden i orden,
som på trods af stor respekt for Sherlock Holmes’ intelligens, stadig mener han
kan udkonkurrere ham. Han er en mand med et hidsigt temperament, hvilket
betyder, at det er nemt for ham at vinde mennesker over på hans side, og dette
er grunden til, at han har skabt dette enorme netværk af organiseret
kriminalitet, som alt sammen gavner ham selv i sidste ende. I Conan Doyles
originale beskrivelse af Professor Moriarty, har han en ”høj, nærmest deform
pande”, et tegn på hans høje intellekt.
Man mener, at grunde til, at Conan Doyle skabte karakteren,
var at han skulle være den eneste, som var mere intelligent end Sherlock, og
derfor havde mulighed for at overvinde ham. Det var meningen, at Conan ”The
Final Problem” skulle være Doyles sidste Sherlock-eventyr, og derfor skulle han
skabe en karakter, der på en troværdig måde kunne tage livet af Sherlock
Holmes, derfor skulle Moriarty være meget intellektuel. Men på grund af stor
efterspørgsel og nærmest et oprør mod Conan Doyles valg om at stoppe Sherlock
Holmes serien, måtte han genoptage historierne.
Virkelighedens
Moriarty
Sherlock Holmes entusiaster har spekuleret i , at Professor
Moriartys karakter er inspireret af ægte kriminelle genier, som levede i
England, da bøgerne blev skrevet. De mener. at astronomen Simon Newcombs liv i
høj grad kan sammenlignes med det af Moriarty. Newcomb var et geni med mange
talenter, men især inden for
matematikken. Han brugte sin kloghed til at ødelægge sine konkurrenters
ry.
Men også den amerikanske Adam Worth, er blevet nævnt som
inspirationskilden til Moriarty-karakteren. Grunden til dette var, at en
Scotland Yard detektiv beskrev ham som ”the Napoleon of the Criminal World” –
et sætning, som ligner den sætning Sherlock bruger til at beskrive Moriarty i
”The Final Problem”. Worth var småkriminel i New Yorks gader, men da han kom
til England kravlede han op ad rangstien. Da han kom til London, blev han en
del af det finere selskab og begyndte at skabe et kriminelt netværk af
organiserede røverier.
Moriarty-
skuespillerne
Efter bogsucceserne gik der nogle år, før man med
inspiration fra bøgerne lavede radioprogrammer, film og serier. Både prominente
og mere ukendte skuespiller har spillet rollen som Moriarty. Nogle har gjort
det godt, mens andre har skrevet sig ind i historien med formidable
skuespillerpræsentationer som det psykopatiske mestergeni.
![]() |
Geroge Zucco i rollen som Moriarty |
Første gang man oplevede Professor Moriarty i et andet medie
end bøgerne var i 1916 i en stumfilm baseret på bogen ”The Valley of Fear”. En
del film baseret på detektiveventyret blev lavet i de næste år. Men en
skuespiller værd at notere sig var George Zucco, som i 1939 i filmen ”The
Adventures of Sherlock Holmes” spillede rollen som Moriarty. Zucco, en engelsk
skuespiller, nåede at være med i 96 film, og han er især kendt for sine roller
som skurken i mange af disse. Hans fremstilling af Moriarty har for fremtidige
skuespillere været en stor inspiration, fordi han spiller rollen med stor
overlegenhed.
![]() |
Orson Welles |
I radiospillet fra
1950’erne, spille Orson Welles Moriarty i fremførelsen af ”The Final Problem”. Orson
Welles var perfekt i rollen, fordi hans mørke stemme passede perfekt til
Moriartys mystisk sind.
I 1985 udkom filmen
”Young Sherlock Holmes and the Pyramides of Fear”, en film baseret på Conan
Doyles karakterer, men plottet selvopfundet af Chris Columbus og instrueret af
Spielberg. I filmen møder vi Sherlock i hans unge år på skolen, hvor han bliver
uddannet af professor Rathe, spillet af Anthony Higgins. I slutningen af filmen
finder man ud af, at Professor Rathe faktisk er Moriarty. Rathe/Moriarty er
spillet på en meget direkte og konfronterende måde, hvilket har været bemærket
i Sherlock Holmes historie.
![]() |
Anthony Higgins i rollen som Moriarty |
I TV-serien fra 1984 ”The Adventures of Sherlock Holmes”, med
i alt 41 afsnit om Sherlock Holmes’ eventyr, er det den engelske skuespiller Eric
Porter, som spiller ærkefjenden Moriarty. Dette var den serie baseret på Conan
Doyles Sherlock Holmes, som frem til 2011 var den bedst kendte og genudsendt
flest gange verden rundt. Eric Porters udseende i serien, ligner i høj grad den
Moriarty, som blev tegnet til de originale udgivelser i aviserne.
I 2009 var det Hollywoods
tur til at tage det Sherlock Holmske univers til sig, i en film instrueret Guy
Ritchie. I rollen som den hårdtslående Sherlock finder man Robert Downey Jr., mens
hans følgesvend Watson bliver spillet af Jude Law. Disse Hollywoodfilm er løst
inspireret af de originale bøger. Allerede i første film får man kendskab til
Moriarty, men hans udseende forbliver frem til anden film ukendt. I ”Sherlock
Holm 2: Game of Shadows”, ser man Moriarty spillet af Jared Harris, en forholdsvis ukendt skuespiller i Hollywood, der formår at give karakteren den specielle følelse af, at han er
farlig, mens han fremtræder meget kølig og kalkulerende.
![]() |
Jared Harris i rollen som Moriarty |
Fremtidens Moriarty
I juli 2010 blev første afsnit af BBC nye Sherlock Holmes
serie sendt for første gang. Serien hedder ”Sherlock” og er skrevet af Mark
Gatiss og Steven Moffat, som begge er kendte manuskriptforfattere mest kendt
for deres plads på holdet af ”Dr. Who” forfattere. Serien placerer Sherlock
Holmes og John Watson i nutidens London, og man ser en Sherlock benytte sig af
den moderne teknologi. Denne nutidens Sherlock er stadig et mestergeni og
betegnes i serien som autistisk. Adaptionen er perfekt udført, og ingenting er
ødelagt af, at det Sherlock Holmske univers er placeret i London i det 21.
århundrede.
I de to sæsoner, der
allerede er blevet lavet, ved man, at det er Moriarty (som i denne serie hedder
det mindre formelle Jim Moriarty) står bag det meste af den kriminalitet, som
Sherlock skal opklare. Jim Moriarty som spilles af fantastiske Andrew Scott, er
fascineret over Sherlocks intelligente sind, og nyder, at der findes en person,
han kan give mysterier og gåder og derfor underholde sig selv på denne måde. Jim Moriarty er i denne nye Sherlock-serie
betegnet som en farlig sociopat.
Jeg bryder her alle journalistiske regler, når jeg siger, at
det er Jim Moriarty, denne nutidens Moriarty, som jeg klart foretrækker. Hans
kolde kølige nærmest stirrende blik og hans legende måde at bruge sin stemme på
viser, hvor psykopatisk dette kriminelle geni egentlig er. Han gør mig bange,
samtidig med, at hans velklædende jakkesæt giver ham et sofistikeret look, der
indikerer, at han har styr på sagerne - og gør ham nærmest lækker. I serien betegner han også sig selv som "Mr. sex".
![]() |
Andrew Scott i rollen som Moriarty |
Moriarty er siden han første gang blev præsenteret for
befolkningen, været en vigtig del af det Sherlock Holmeske univers. Mange
skuespillere har på hver deres måde forsøgt at portrættere det farlige og
kalkulerende mestergeni Moriarty. Dette var blot en lille del af de skuespillere,
som har påtaget sig opgaven, men dem som har haft størst indflydelse på
lytterne og seerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar