Balkan rock i teaterform
Af Pernille N. Friis, Litteraturhistorie
Kaizers Orchestras sangtekster
omskrevet til en to en halv time lang teater forestilling. Det lyder nærmest
umuligt, men alligevel er forventningerne høje da jeg står ude foran
Svalegangen en kold marts fredag. Kaizers Orchestra er kendt for deres
balkanrock, hvor sangteksterne bevæger sig rundt i et mystisk univers af
personer, revolutioner og resistanser.
Billetterne bliver scannet ved indgangen til salen, hvor man entrer en mørk korridor, før man ender i et andet univers. En modstandsgruppes univers, et billede fra 40’erne. Vi vælger heldigvis (eller uheldigvis) at sætte os på første række – første række kan nemlig forvente at blive en del af forestillingen.
Til at starte med virker billedet helt normalt. Halvanden hunderede mennesker, der placerer sig på deres foretrukne pladser. Men jeg ser hurtigt, at en halv snes af de personer, som befinder i salen er skuespillerne, deres karakterer. De går rundt i salen, gør sig til, snakker med hinanden, men kommenterer også på publikums samtaler. Allerede føler man sig tilstede i resistansens univers, vi er en del af forestillingen.
Med et brag af en sang, omskrevet fra Kaizers Orchestras modersmål, norsk, til et lidt mere børnevenligt dansk, bliver forestillingen skudt i gang med maner. Med gasmasker, der repræsenterer fjenden, og lightere, der repræsentere våben, ser vi, hvordan resistansen tre hovedpersoner, Victoria, Vicente og Sonny, i samarbejde får dræbt en håndfuld af fjendens kæmpere. Fjenden er Mr. Clavier, en fransk tosse med tendenser til homoseksualitet og fikseret på det mere perverse, hvilket skaber et bizart og skørt univers, som nærmest minder om Alice i Eventyrland.
Hvis man bryder plottet ned til basic, er det et klassisk plot. Et trekantsdrama, mellem Vicente, Victoria og Sonny - som er tynget af indre dæmoner og en uovervindelig søgen efter magt. Trekantsdramaet må tydeligvis ende i en tragedie.
Kaizers Orchestras sange bliver fortolket flot, og det er tydeligt at disse er blevet nærstuderet, da karakterernes karakteristik skulle skrives. Vi besøger både Dieter Meyers Institution og Marcellos kælder.
Daniel Bevensee i rollen Vicente, tiltrækker hurtig min opmærksomhed, og hans præstationer gør det nemt at indleve sig i Vicentes karakter, hvor han især i anden akt bliver sat på noget af en prøve. Replikkerne bliver leveret til perfektion, hvilket gør den humoristiske vinkel til en ekstra gode.
Og det er ikke kun skuespillernes tydelige talent for skuespil, som publikum kan nyde i løbet af de to en halv time som forestillingen forløber. Skuespillernes sangpræstationer leveres til top karakter. Det er især Janus Kim Elsig i rollen som Fader Martin/Dr. Mowinckel som brillerer i fremførelsen af sangene, men også Filippa Suenson sangpræsentationer, pleaser mine ører. Allerede nu, hvor talenterne synes at være store, er jeg endnu ikke nået til enden af min lange liste af roser til Maestro. Fire musikere, der står for musikken til sangene stå på scenen til alle tider, og virker som gode statister. Ligheden til Kaizers Orchestras egen fremførelse af deres sange er stor – genkendeligheden er positiv, og det er en fordel at kunne genkende sangene. Men musikken bliver også til dels leveret af skuespillerne selv, Janus Kim Elsig på saxofon, Daniel Bevensee på Banjo og Katrine Beck Ibsen i rollen som Isabella Conrades på harmonika.
Med mit nordjyske sind, kan det hele ikke kun være en dans på roser, og hvis jeg skal pege på nogle mindre vellykket passager, er der én bestemt som springer i øjnene. I anden akt er et mislykkedes forsøg på gengivelse af et barn, ved hjælp af en beige maske, skuespillerne på tur binder omkring forskellige lemmer – passagen bliver hurtigt mere komisk end hvad godt er.
På den lidt mindre positive node, vil jeg slutte af med en konklusion, som kan skrives klart og enkelt. Tag ind og se Maestro, det er en fantastisk forestilling, med talentfulde skuespillere, som formår at holde publikum i deres hule hån og tryllebinde dem.
Billetterne bliver scannet ved indgangen til salen, hvor man entrer en mørk korridor, før man ender i et andet univers. En modstandsgruppes univers, et billede fra 40’erne. Vi vælger heldigvis (eller uheldigvis) at sætte os på første række – første række kan nemlig forvente at blive en del af forestillingen.
Til at starte med virker billedet helt normalt. Halvanden hunderede mennesker, der placerer sig på deres foretrukne pladser. Men jeg ser hurtigt, at en halv snes af de personer, som befinder i salen er skuespillerne, deres karakterer. De går rundt i salen, gør sig til, snakker med hinanden, men kommenterer også på publikums samtaler. Allerede føler man sig tilstede i resistansens univers, vi er en del af forestillingen.
Med et brag af en sang, omskrevet fra Kaizers Orchestras modersmål, norsk, til et lidt mere børnevenligt dansk, bliver forestillingen skudt i gang med maner. Med gasmasker, der repræsenterer fjenden, og lightere, der repræsentere våben, ser vi, hvordan resistansen tre hovedpersoner, Victoria, Vicente og Sonny, i samarbejde får dræbt en håndfuld af fjendens kæmpere. Fjenden er Mr. Clavier, en fransk tosse med tendenser til homoseksualitet og fikseret på det mere perverse, hvilket skaber et bizart og skørt univers, som nærmest minder om Alice i Eventyrland.
Hvis man bryder plottet ned til basic, er det et klassisk plot. Et trekantsdrama, mellem Vicente, Victoria og Sonny - som er tynget af indre dæmoner og en uovervindelig søgen efter magt. Trekantsdramaet må tydeligvis ende i en tragedie.
Kaizers Orchestras sange bliver fortolket flot, og det er tydeligt at disse er blevet nærstuderet, da karakterernes karakteristik skulle skrives. Vi besøger både Dieter Meyers Institution og Marcellos kælder.
Daniel Bevensee i rollen Vicente, tiltrækker hurtig min opmærksomhed, og hans præstationer gør det nemt at indleve sig i Vicentes karakter, hvor han især i anden akt bliver sat på noget af en prøve. Replikkerne bliver leveret til perfektion, hvilket gør den humoristiske vinkel til en ekstra gode.
Og det er ikke kun skuespillernes tydelige talent for skuespil, som publikum kan nyde i løbet af de to en halv time som forestillingen forløber. Skuespillernes sangpræstationer leveres til top karakter. Det er især Janus Kim Elsig i rollen som Fader Martin/Dr. Mowinckel som brillerer i fremførelsen af sangene, men også Filippa Suenson sangpræsentationer, pleaser mine ører. Allerede nu, hvor talenterne synes at være store, er jeg endnu ikke nået til enden af min lange liste af roser til Maestro. Fire musikere, der står for musikken til sangene stå på scenen til alle tider, og virker som gode statister. Ligheden til Kaizers Orchestras egen fremførelse af deres sange er stor – genkendeligheden er positiv, og det er en fordel at kunne genkende sangene. Men musikken bliver også til dels leveret af skuespillerne selv, Janus Kim Elsig på saxofon, Daniel Bevensee på Banjo og Katrine Beck Ibsen i rollen som Isabella Conrades på harmonika.
Med mit nordjyske sind, kan det hele ikke kun være en dans på roser, og hvis jeg skal pege på nogle mindre vellykket passager, er der én bestemt som springer i øjnene. I anden akt er et mislykkedes forsøg på gengivelse af et barn, ved hjælp af en beige maske, skuespillerne på tur binder omkring forskellige lemmer – passagen bliver hurtigt mere komisk end hvad godt er.
På den lidt mindre positive node, vil jeg slutte af med en konklusion, som kan skrives klart og enkelt. Tag ind og se Maestro, det er en fantastisk forestilling, med talentfulde skuespillere, som formår at holde publikum i deres hule hån og tryllebinde dem.
Maestro:
Teatret Svalegangen (Århus): 1. – 31. marts
Teater Nordkraft (Aalborg): 11. – 28. april
Team Teatret (Herning): 4. – 25. maj
Marts 2012
Teatret Svalegangen (Århus): 1. – 31. marts
Teater Nordkraft (Aalborg): 11. – 28. april
Team Teatret (Herning): 4. – 25. maj
Marts 2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar