Svensk skov

Svensk Skov

Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie

Det er mørkt, og det gør mig forvirret. Jeg ved det er midt på dagen, og at det burde være lyst. Det er der sikkert også, deroppe over trækronerne. Bladene er mørkegrønne, den helt dybe mørkegrønne. Der er ikke mange uger til, at de bliver røde, at efterårets koldere vinde får bladene til at rødme.

Jeg forstår endnu ikke, hvorfor jeg går her.  Det var en pludselig indskydelse, en lyst til at se ham igen. Jeg kørte min bil ud af Stokholm, igennem de håbløst intetsigende forstæder og mod skoven. Jeg har før fundet ham derinde i dybet, men det er lang tid siden sidst. Jeg er nervøs og mine forventninger er for høje og jeg ved det.
Uden for skoven trækker jeg i mine gule gummistøvler og den store vinterjakke, indenunder har jeg en kjole på og mine ben er nøgne. Der er ikke gjort meget ud af mig, men jeg ved, han er lige glad. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ham derinde i mørket, men jeg går stolt og modig i en lige linje dybere og dybere ind.
Efter mange kilometer og flere timer rammer frygten mig. Jeg er faret vild  og han kan være overalt – langt fra eller tæt på mig. En panisk mavepine rammer mig, og jeg føler mig pludselig svag. Jeg skal lige til at skrige, eller bare råbe efter ham, men min forfængelighed og min stolthed får mig til at tie. Alt andet end en kølig facade ville være pinligt.  Panikken fylder mine øjne med tårer, men med ekstrem ihærdighed holder jeg dem tilbage.
Jeg fortsætter med at gå hvileløst rundt i evigheder, og jeg finder ham ikke.  Jeg ved, jeg ikke kan komme tilbage til udgangspunktet,  og den eneste mulighed for at finde tilbage til min bil er at finde ham. Men hvad hvis han ikke er her? Jeg fortsætter med at gå, mens disse tanker fylder mit hoved.

Da jeg endelig hører en velkendt lyd, er jeg forvirret, kold og angst. Jeg går lidt længere endnu, indtil jeg kan se ham. Jeg står i lang tid og ser på ham, mens han arbejder. Jeg tager et skridt frem, men en kvist knækker under min støvle. Han vender sig hurtigt rundt. Jeg står musestille, da han får øje på mig. Jeg ved, han er uforudsigelig, og venter til jeg ser, hvordan han reagerer.  Jeg har mest af alt lyst til at græde, jeg er lykkelig og lettet. Da han stiller værktøjet fra sig, træder jeg fremad mod ham.

Han lyner min vinterjakke op og smider den  et stykke fra hvor jeg står. Med de beskidte hænder løfter ham mig op ad en træstamme. Jeg ved, min kjole bliver revet op, men jeg er ligeglad, for jeg fandt ham. Jeg lader mine gule gummistøvler glide af mine fødder. ” Vad gör du här?” hvisker han i mit øre. Jeg siger ikke noget, for jeg ved, han ikke forventer noget svar – og jeg ved det heller ikke.
Med lethed knapper jeg den rødternede skjorte op for at blotte hans brystkasse. Jeg kan mærke utålmodigheden i mine fingerspidser, da han trækker mine blondetrusser til side. Jeg fumler med fingrene, da jeg skal åbne hans bukser for at blotte hans pik, jeg fumler så meget, at han overtager.
Jeg kan ikke holde tårerne tilbage da han aggressivt støder sig op i mig. Han er stille og direkte, men det er det, der tænder mig.

Da han har hjulpet mig tilbage i vinterjakken viser  han mig vejen tilbage til bilen. Jeg ved ikke, om jeg vil se ham igen, men jeg siger ingenting, da jeg stiger ind i bilen. Jeg bliver siddende og kigger ind mellem træerne, indtil han er forsvundet tilbage i mørket igen. Jeg tænder bilen og kører tilbage.