Han
Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie
Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie
Jeg er løbet gennem
Københavns gader for at nå at komme hjem. Der er meget, jeg skal have gjort, inden
klokken er seks, inden HAN kommer. Nogle
gange er jeg heldig at se ham i TV i løbet af dagen. I dag så jeg ham i
nyhederne, hvad han egentlig snakkede om, hørte jeg ikke, jeg kiggede bare på
ham. Med blandede følelser. Og det var lige efter, jeg så ham i fjernsynet, at
min telefon ringede, og det var selvfølgelig ikke ham. ”Han vil være der
klokken seks” siger hans sekretær kort og lagde på. Jeg er helt indforstået med, hvad det
indebærer, at han ”vil være der klokken seks”, så jeg finder hurtigt på en
løgn, og får lov til at tage tidligere hjem fra mit arbejde. Jeg er blevet god til at finde på løgne, især
de sidste tre år, de antal år jeg har kendt ham. I starten troede jeg egentligt,
at vi ville blive kærester, sådan rigtige kærester, som bor sammen i en lille
lejlighed i indre København – men han ville noget andet, han var anderledes, og
pludselig uden jeg opfattede det, accepterede jeg det bare.
Han vil aldrig se rodet i køkkenet, så jeg ignorerer det og rydder op i stuen og soveværelset. Inderst i skabet, der hvor jeg altid gemmer det, finder jeg tøjet frem. Jeg har lært at elske tøjet, elske at tage det på. Når jeg tager tøjet på, betyder det jo, at han kommer. Jeg smider mit normale tøj og gemmer det under sengen. Jeg trækker forsigtigt de lange sorte nylonstrømper på og bagefter den blonde hofteholder. Til sidst den lille sorte kjole. Kjolen er stram, så jeg må bruge noget tid på at få lynlåsen spændt. Alt jeg har på er sort, fordi det er sådan, han vil have det, og det er for farligt at trodse ham. Jeg skiftede for et år siden farven på læbestiften, og han blev vred. Bagefter fandt jeg ud af, at han havde brækket ét af mine ribben – men det gjorde mig ikke noget, det var jo mig, der havde lavet fejlen.
I soveværelset sætter jeg mig foran spejlet. Jeg trækker elastikken ud af mit brune hår. Med et hurtigt kig på klokken, ved jeg, at jeg må skynde mig. Jeg krøller håret og sætter et par hårnåle i. Jeg maler øjnene sorte og kinderne røde. Til sidst tager jeg læbestiften på – den helt perfekte røde. Jeg kigger mig til slut i spejlet, men jeg er ikke tilfreds; jeg er aldrig tilfreds, intet er godt nok for ham. Han vil hurtigt finde en fejl, og jeg vil blive straffet for mit sløseri. Jeg går en sidste gang en runde gennem stuen og soveværelset, retter lidt på planterne og puderne. Da klokken er tre minutter i seks, tager jeg stilletterne på og stiller mig ud i gangen.
Præcis klokken seks ringer dørtelefonen, og uden at sige noget trykker jeg ham ind. Jeg kan mærke nervøsiteten og også glæden i min mave mens jeg venter. Jeg kan høre hans langsomme trin på trappen op gennem opgangen. Min vejrtrækning bliver hurtigere, men det er kun fordi, jeg glæder mig. Han smækker døren op og smækker den hurtigt i igen. Jeg kan allerede fornemme, at han ikke er på noget i dag. Jeg kan bedst lide, når han er påvirket, når hans pupiller er store – så er han mindre voldsom, mere kærlig. Han tager hurtigt fat i mig og banker mig op ad væggen. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene; han bryder sig ikke om kujoner, der ikke holder øjenkontakt. Med en let hånd omkring min hals, undersøger han mig fra top til tå. ”Dit hår” siger han bare, og jeg ved, at jeg har lavet en fejl. Han ser skuffet på mig, men jeg ved, at der ikke er langt mellem skuffelsen og vreden, så jeg må være varsom, jeg må være forsigtig. Han slipper min hals, for at tage fat på mit ene håndled. Han klemmer til, og pludselig vrider han mig rundt. Jeg står med ansigtet mod væggen og armen vredet om på ryggen. Jeg bliver forskrækket, men jeg er forsigtig med ikke at sige en lyd. Han har fat i begge mine håndled. Med den anden hånd fjerner han mit hår fra min hals og kysser den blidt. Jeg han mærke varmen strømme fra det sted, han kyssede, og hvordan jeg får lyst til at smile af glæde.
Han læner sig længere ind over mig, så hele hans vægt presser mig op ad væggen, og hans hånd omkring mine håndled presser endnu hårdere. Det er en tradition, så jeg ved udemærket, hvad der kommer til at ske, men jeg må vente, det skal foregå i hans tempo – han er føreren. ”Sig det”, hvisker han ind i mit øre. ”Min lille skat. Du er min, min lille skat. Jeg elsker dig, kun dig”, jeg snakker med bævrende stemme. Nervøsiteten lægger sig som en knude på stemmebåndet, hver gang jeg skal sige det. Hans afslappende vejrtrækning er et tydeligt tegn på, at han er tilfreds.
I en hurtig bevægelse har han revet mig rundt, så vi igen står ansigt til ansigt. Ingen ville tro, han ville være sådan inde bag den polerede facade. Det skinnende hvide smil, det trimmede skæg, bag det dyre jakkesæt og de brune øjne. Jeg er den eneste, der ved det – selvom han er frygtindgydende, er jeg stolt over at være den eneste.
”Smid skoene” hans tone er hård og kontant, og hans øjne signalerer, at jeg ikke har andet valg, end at følge hans ordre. Jeg smider dem. Han tager fat omkring mit liv, og løfter mig op fra jorden og banker mig op ad væggen for anden gang. Han presser sig ind mellem mine ben. Jeg kigger ned på ham, venter på en ordre, venter på, at jeg ved, hvad der nu skal ske. Det er det, der skrammer mig mest. Hans uforudsigelighed.
Han knapper hofteholderspænderne af nylonstrømperne, ”Spænd dem op” siger han uden, denne gang uden at hviske, og stemmen skærer gennem stilheden, der synes at falde over lejligheden – i et kort sekund bliver jeg pinligt berørt over den måde, hans stemme overdøver vores åndedrag på.
Mine hænder ryster, da jeg spænder knappen og lynlåsen op på hans bukser. Utålmodigt vifter han til sidst mine hænder væk. Med en let hånd, der hviler omkring min hals, knepper han mig op ad væggen, som han havde gjort så mange gange før.
Jeg ved godt, han er psykopat, at han ikke er normal. Men jeg er afhængig af de par gange om ugen, jeg kan høre hans langsomme trin i opgangen, når han banker døren ind, og uden videre kommanderer mig rundt. Jeg ved godt, han er manipulerende, og jeg er manipuleret. Jeg ved jo også godt, at det er farligt, når han slår mig, og når mine ribben brækker; eller når han figurerer en kvælning. Jeg ser godt, at folk ser de blå mærker omkring mine håndled, op og ned af benene og armene. Men jeg kan ikke sige fra, fordi han jo også er kærlig, og han må da elske mig – et eller andet sted der inde bagved må han jo elske mig.
Han vil aldrig se rodet i køkkenet, så jeg ignorerer det og rydder op i stuen og soveværelset. Inderst i skabet, der hvor jeg altid gemmer det, finder jeg tøjet frem. Jeg har lært at elske tøjet, elske at tage det på. Når jeg tager tøjet på, betyder det jo, at han kommer. Jeg smider mit normale tøj og gemmer det under sengen. Jeg trækker forsigtigt de lange sorte nylonstrømper på og bagefter den blonde hofteholder. Til sidst den lille sorte kjole. Kjolen er stram, så jeg må bruge noget tid på at få lynlåsen spændt. Alt jeg har på er sort, fordi det er sådan, han vil have det, og det er for farligt at trodse ham. Jeg skiftede for et år siden farven på læbestiften, og han blev vred. Bagefter fandt jeg ud af, at han havde brækket ét af mine ribben – men det gjorde mig ikke noget, det var jo mig, der havde lavet fejlen.
I soveværelset sætter jeg mig foran spejlet. Jeg trækker elastikken ud af mit brune hår. Med et hurtigt kig på klokken, ved jeg, at jeg må skynde mig. Jeg krøller håret og sætter et par hårnåle i. Jeg maler øjnene sorte og kinderne røde. Til sidst tager jeg læbestiften på – den helt perfekte røde. Jeg kigger mig til slut i spejlet, men jeg er ikke tilfreds; jeg er aldrig tilfreds, intet er godt nok for ham. Han vil hurtigt finde en fejl, og jeg vil blive straffet for mit sløseri. Jeg går en sidste gang en runde gennem stuen og soveværelset, retter lidt på planterne og puderne. Da klokken er tre minutter i seks, tager jeg stilletterne på og stiller mig ud i gangen.
Præcis klokken seks ringer dørtelefonen, og uden at sige noget trykker jeg ham ind. Jeg kan mærke nervøsiteten og også glæden i min mave mens jeg venter. Jeg kan høre hans langsomme trin på trappen op gennem opgangen. Min vejrtrækning bliver hurtigere, men det er kun fordi, jeg glæder mig. Han smækker døren op og smækker den hurtigt i igen. Jeg kan allerede fornemme, at han ikke er på noget i dag. Jeg kan bedst lide, når han er påvirket, når hans pupiller er store – så er han mindre voldsom, mere kærlig. Han tager hurtigt fat i mig og banker mig op ad væggen. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene; han bryder sig ikke om kujoner, der ikke holder øjenkontakt. Med en let hånd omkring min hals, undersøger han mig fra top til tå. ”Dit hår” siger han bare, og jeg ved, at jeg har lavet en fejl. Han ser skuffet på mig, men jeg ved, at der ikke er langt mellem skuffelsen og vreden, så jeg må være varsom, jeg må være forsigtig. Han slipper min hals, for at tage fat på mit ene håndled. Han klemmer til, og pludselig vrider han mig rundt. Jeg står med ansigtet mod væggen og armen vredet om på ryggen. Jeg bliver forskrækket, men jeg er forsigtig med ikke at sige en lyd. Han har fat i begge mine håndled. Med den anden hånd fjerner han mit hår fra min hals og kysser den blidt. Jeg han mærke varmen strømme fra det sted, han kyssede, og hvordan jeg får lyst til at smile af glæde.
Han læner sig længere ind over mig, så hele hans vægt presser mig op ad væggen, og hans hånd omkring mine håndled presser endnu hårdere. Det er en tradition, så jeg ved udemærket, hvad der kommer til at ske, men jeg må vente, det skal foregå i hans tempo – han er føreren. ”Sig det”, hvisker han ind i mit øre. ”Min lille skat. Du er min, min lille skat. Jeg elsker dig, kun dig”, jeg snakker med bævrende stemme. Nervøsiteten lægger sig som en knude på stemmebåndet, hver gang jeg skal sige det. Hans afslappende vejrtrækning er et tydeligt tegn på, at han er tilfreds.
I en hurtig bevægelse har han revet mig rundt, så vi igen står ansigt til ansigt. Ingen ville tro, han ville være sådan inde bag den polerede facade. Det skinnende hvide smil, det trimmede skæg, bag det dyre jakkesæt og de brune øjne. Jeg er den eneste, der ved det – selvom han er frygtindgydende, er jeg stolt over at være den eneste.
”Smid skoene” hans tone er hård og kontant, og hans øjne signalerer, at jeg ikke har andet valg, end at følge hans ordre. Jeg smider dem. Han tager fat omkring mit liv, og løfter mig op fra jorden og banker mig op ad væggen for anden gang. Han presser sig ind mellem mine ben. Jeg kigger ned på ham, venter på en ordre, venter på, at jeg ved, hvad der nu skal ske. Det er det, der skrammer mig mest. Hans uforudsigelighed.
Han knapper hofteholderspænderne af nylonstrømperne, ”Spænd dem op” siger han uden, denne gang uden at hviske, og stemmen skærer gennem stilheden, der synes at falde over lejligheden – i et kort sekund bliver jeg pinligt berørt over den måde, hans stemme overdøver vores åndedrag på.
Mine hænder ryster, da jeg spænder knappen og lynlåsen op på hans bukser. Utålmodigt vifter han til sidst mine hænder væk. Med en let hånd, der hviler omkring min hals, knepper han mig op ad væggen, som han havde gjort så mange gange før.
Jeg ved godt, han er psykopat, at han ikke er normal. Men jeg er afhængig af de par gange om ugen, jeg kan høre hans langsomme trin i opgangen, når han banker døren ind, og uden videre kommanderer mig rundt. Jeg ved godt, han er manipulerende, og jeg er manipuleret. Jeg ved jo også godt, at det er farligt, når han slår mig, og når mine ribben brækker; eller når han figurerer en kvælning. Jeg ser godt, at folk ser de blå mærker omkring mine håndled, op og ned af benene og armene. Men jeg kan ikke sige fra, fordi han jo også er kærlig, og han må da elske mig – et eller andet sted der inde bagved må han jo elske mig.
For jeg elsker jo ham…
Maj 2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar