mandag den 3. december 2012

Postkort




Postkort
Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie

Det er lørdag formiddag. Køkkenet er tilrøget og uklart i en tåge af røg, som jeg har kreeret. Jeg har røget mange cigaretter - fem stykker, måske flere. Jeg hader lørdage, intet godt kommer ud af dem. De er blot tidsfordriv, en form for fantasi, eller en uvirkelighed, indtil det virkelige liv igen starter når hverdagen kommer og befrier mig. Jeg får dårlig samvittighed på lørdage, dårlig samvittighed over, at jeg ikke er social. Alle andre er sociale på lørdage, de fester, spiser dyre middage. Men hvad gør jeg, intet, absolut intet. Min afsky for andre mennesker, og deres evige spørgsmål om mit liv, og deres kævlen om deres egne. Min overbo skal helt sikkert lave noget i dag, som hun gør alle lørdage; og fredage, ofte også torsdage. Hun bruger timer på at gøre sig klar, jeg kan høre musikken, de høje hæle, lyden af en bruser og så lyden af en føntørrer. Hun er væk hele aftenen og det meste af natten - Og så kommer hun hjem. Altid sammen med en anden. Jeg hører hvordan de dyrker sex, og hun stønner højlydt. Men jeg, jeg laver intet. Jeg hader lørdage.
Jeg kan høre trin på trappen, efterfulgt af lyden af brevsprækken på min dør, der i en gennemtrængende knirken irriterende åbner sig. En stille, dump lyd indikerer, at et par breve, rammer dørmåtten. Jeg bliver siddende. Jeg tænder endnu en cigaret og ryger den hurtigt, med lange dybe, tilfredsstillende hiv. Ved den forrige pustede jeg røgen ud af munden, nu puster jeg den ud af næsen. Først da cigaretten er røget færdig, tømmer jeg det nu fyldte askebæger og vasket det med den gule Vel, og tørrer det af, går jeg ud i entreen og samler brevene op. Der er kun to breve.
 
Jeg går tilbage til køkkenet og sætter mig på stolen modsat den jeg sad på før. Jeg fortryder og rejser mig igen. Jeg går ind i min stue og sætter mig på kanten af sofaen. Jeg lægger et brev på skødet og et andet på sofabordet. Brevet på mit skød er fra Skat. Sikkert en regning eller måske, hvis jeg er heldig så er det en check - men jeg glemmer hurtigt den tanke, da jeg minder mig selv om, at jeg ikke er heldig. Jeg vender det om for at åbne det; men konvolutflappen er gået delvist op, så limen ligger frit. Klistret på limen er et
 postkort. Et ligegyldigt billede af en sol tæt ved vandets overflade. Det rødlige lys er ikke nok til at oplyse palmerne, der er placeret på højre del af kortet - de er helt sorte, og kun silhuetten er synlig. Med en gul, sommerlig skrift bliver der antydet, at kortet er fra Spanien, men jeg er nu ikke sikker på, at billedet er taget i Spanien. 
Jeg ved ikke hvem, der kunne finde på at sende mig et postkort. Ingen jeg kender er på ferie - eller tager på ferie - overhovedet. Jeg vender kortet om og kigger på modtagerfeltet. Det ikke er til mig. Med en nydelig, men rystet håndskrift står der Karen Folger. Hun bor ikke på den samme gade som mig, ikke engang i samme kvarter. Uden nogle overvejelser over, hvor uetisk det kunne synes at være at læse postkortet igennem. Jeg indtager hvert et ord med stor glæde og ivrighed – aldrig før har jeg læst et postkort, aldrig har jeg fået et - og dette er sikkert det nærmeste jeg nogensinde kommer på at modtage et. Jeg læser ordene som var de til mig. Det er Bente, som skriver. Hun er Karens lillesøster. Hun er på Mallorca. Bente er ikke tilfreds med Per, han er doven og drikker for mange øl - med gåseøjne har Bente skrevet cervezas i stedet for øl, og jeg kan tydeligt se, at hun selv synes, det er det sjoveste i verden at hun har skrevet det spanske ord i stedet for det danske. Skriften er hoverende og stolt ved passagen - som om Bente syntes, hun er noget særligt, fordi hun kan det spanske ord, for det hendes mand, Per, nyder i store mængder - muligvis for at slippe for at være i selskab med Bente selv. Jeg forstår ham godt, Bente er helt sikkert en person, som snakker for meget, snakker om alt mellem himmel og jord, alle ubetydelige ting, bagateller, ligegyldigheder, hun er helt sikkert også en flueknepper. Jeg er sikker på det, postkortet oser af det. Bente har været nødsaget til at skrive mindre og mindre, tættere og tættere, jo længere hun kom i sin rejsebeskrivelse. Postkortet var simpelthen ikke stort nok til, at alle hendes ligegyldigheder kan være.
Bente har været på indkøb efter en badedragt. Hun er en stor dame - en rigtig matrone. Det ved jeg bare, jeg kan se det på hendes bogstaver, der er lidt tykke og hendes meget uddybende beskrivelse af de måltider af autentisk spansk mad, hun har smagt - Bente vil dog hellere have stegt flæsk med persillesovs (her har Bente meget bastant og med hård hånd sat fire udråbstegn - så hårdt sat, at papiret på postkortet buler tydeligt ned af). Men det er Bentes næste kommentar, som gør mig helt sikker i min sag, at Bente er en matrone. Hun er utilfreds med udvalget af dragter i hendes størrelse. De brugte hele 2 timer på at finde hende den turkisblå og gule badedragt hun nu slænger sin tykke krop i, på en hed strand. Bente må svede meget. Jeg forestiller mig en halvgammel, fed dame, med en nødvendig vifte, konstant viftende foran hendes buttede; men rynkede ansigt, med en let antydning af et mørkt overskæg, som svedperlerne nærmest sidder fast i. Bentes grå og kraftigt permanentede hår er også glitrende og vådt i spidserne. Jeg kan forestille mig, at odøren, som hænger omkring Bente er ubehagelig og, at det også er grunden til, at Per vælger at sidde i hotellets strandbar og drikke "cervezas" i stedet for, at tilbringe tid med hans fede og lugtende kone.    
Bente begynder at gå mig på nerverne. Karen må enten ligne hendes søster meget, ellers kan jeg ikke se, hvordan Karen Folger kan holde denne matrone af en dame ud. Efter en længere passage, hvor Bente kommenterer hendes irritation over det spanske sprog, og at de lokale snakker dette sprog og ikke danske minder hun, med den førnævnte formindskede og sammenpressede skrift, Karen Folger om, at hun skal huske, at Bentes katte skal have mad 3 gange lørdage og søndage, i stedet for de daglige 2 gange på hverdage. Duerne skal have luget ud dagen før de kommer hjem, og hønsenes æg skal indsamles. Hvad der er endnu mere irriterende, afslutter Bente med varme solhilsner, og spanske kys. Hvad der får mig helt op at stå af irritation over denne gamle matrone er, at hun skriver sit navn først og highlighter navnet med tre understregninger. Per er kommet ud på sidelinjen, og er nærmest skrevet som en krusedulle i højre hjørne af postkortet - der er betydelig forskel på størrelsen af den to navne.  
Jeg står lidt og bare kigger på kortet. Jeg tænker ikke rigtigt noget; jeg mener selv, at jeg har fået klassificeret Bente og hendes mand præcist - jeg kender dem allerede meget godt. Jeg smiler kort og ryster postkortet mellem min tommelfinger og pegefinger.
Jeg går ud i mit køkken igen. Jeg tager en latterlig firkantet magnet med teksten "En optimist går ikke tilbage til mørket, når hun først har set lyset.", jeg engang fik af en grandtante, af den øverste låge af mit køleskab.
Jeg hænger postkortet op på køleskabet med stranden og palmerne vendende ud. Jeg sætter mig på min sædvanlige stol. Jeg åbner en ny pakke cigaretter og tænder den første. 

September 2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar